Pristale i Prinzregententheater München den 2. maj 2016 i anledning af at Per Nørgård modtager Ernst von Siemens Musikpris
Af Anders Beyer
Per Nørgård havde allerede som teenager et kunstnerisk credo, som kort sagt gik ud på at forvirre flest mulig mest mulig. Dette udgangspunkt fik senere et dybere fundament i en livsanskuelse, hvor kunst og det levede liv skulle indgå som et feltværk i et gesammtkunstværk, der i mere end seks årtier har skabt både forstyrrelse, forvirring og ikke så lidt fornøjelse med grænseløse ekspeditioner i musikkens verden.
Når komponisten anvender ordet ‘forvirre’ kan det umiddelbart virke – forvirrende. Nørgård tilbyder selv en uddybning: “Jeg ønsker flertydighed. Dette ord benytter jeg i alle sammenhænge, sammen med ordet interferens. Interferens eller flertydighed i videste forstand, er det jeg er ude efter.”
Denne flertydighed betyder at man som lytter aldrig får et entydigt svar på, hvad musikken ”handler om”. Det er nok, som dirigenten Celibidache sagde om Nørgårds musik: ”Først en ny tids bevidsthed i det nye årtusinde, vil være i stand til at forstå rækkevidden af Nørgårds musik”.
Flertydigheden ser vi også overordnet set i det Nørgårske euvre, somæstetisk set er vidt forgrenet med kompositoriske ekspeditioner i mange retninger. Måske kan man tale om en musikalsk prosa uden rytme og uden rim, der er smidig og stærk nok til at føje sig efter sjælens lyriske bevægelse, drømmens bølger og bevidsthedens spring. Hvilket sprogligt billede kan da anvendes for at forklare dette nørgårdske univers?
Rejsen som metafor kan være en mulig indgang blandt flere til beskrivelse af Per Nørgårds kunst. Hans musik rummer ofte sine hvide felter, tomme rum, som om nogen lige var rejst bort. Per Nørgård er rejsende i musik, men ikke som hos Schubert, Casper David Friedrich, Wagner og Poe med rejser og ekspeditioner, der ender i det uvisses kulde og undergang. Nørgårds rejser er ikke formålsløse opdagelser, men ansatspunkter for refleksion, billeder og klange, der beskriver tilstande.
En vigtig del af denne tilstands refleksion er erindringen, som dukker op midt i det hele, som en surprise, men ikke demonstrativt, subtiliteten er altid nærværende. På den måde får Nørgårds musik foreløbigheden som kendetegn, men også meningsløsheden, galgenhumoren, det grænseoverskridende både i forhold til den sociale virkeligheds omgangstone og til den musikalske logik. Det levede liv og musikken hænger sammen som et stort fletværk.
Jeg forestiller mig, at en del af anstrengelserne må gå ud på at vælge fra i stedet for at vælge til. For på en måde er der i princippet plads til alt i Per Nørgårds univers, og set udefra hænger det hele underligt nok sammen. Ikke alene kan alt ske – alt sker rent faktisk. I værkerne og uden for værkerne, i det levede livs forunderlige arabesker af hændelser. Per Nørgårds evne til at glemme, og blive væk for sig selv og andre, forstærker hændelserne i dette mulighedernes univers. Hvor mange komponister har for eksempel oplevet at få deres glemte attache-taske med original-partitur gennemhullet af kugler fra politiets bomberydder Rullemarie? Per Nørgård har.
Nørgårds output viser en vilje til eksperimentet, som altid har været en del af komponistens måde at arbejde på. Man finder ikke safety first-løsninger hos Nørgård, intet show off, intet udvendigt lir. I en tid, hvor mainstream er blevet normen og box office målestok for kvalitet, arbejder Per Nørgård mod homogenisering og forfladigelse. Derfor må hver eneste værk være en fysisk prøvelse for komponisten: mon det lykkes at få noget meningsfuldt på papiret? Værket synes at drive ham rundt i manegen lige indtil han har fået fat i en rød tråd, eller en ’bro’, som han selv siger, der kan bringe ham i dialog med den indre vilje og kraft i materialet.
Det kunstneriske univers hænger som antydet sammen hos Per Nørgård, fra begyndelsen til nu, som ét stort work in progress. Dette er et paradoks, fordi komponisten i sin musik gennem årene har været i evigt opbrud i selvoverskridelsens navn: Ironiske pasticher, uendelighedsrækker, gyldne snits proportioner, skønhedssøgende metafysik i 70’erne, over 80’ernes livtag med store eksistentielle spørgsmål, centreret omkring en stor gruppe værker, stærkt inspireret af den skizofrene kunstner Adolf Wölfli, til 90’ernes eksperimenter med det, Nørgård selv kalder ‘tonesøer’ – alt sammen metoder til at generere nye tonerækker, som kan understøtte den overordnede udtryksvilje.
•
Den unge Per begyndte at tegne og skrive musik til hjemmelavede film i sidste halvdel af 1940’erne. Han kaldte disse film ‘tecnis’ og de blev fremvist i den forstående familiekreds. Allerede dengang gjorde kunstneren optegnelser vedrørende det skabte. Han trak ‘værker’ i tecnis-serien tilbage, og i den unge Pers katalog hedder en af forestillingerne “Will”, som ifølge ham selv skal være en ”topkvalitets film af betragtelig længde, og med ikke færre end to pauser”. Den film blev vist den 9. marts 1947. Helten i filmen besøger adskillige fremmede lande til et akkompagnement af særpræget musik.
Grunden til at Nørgård overhovedet begyndte at beskæftige sig med musik som teenager var at han drømte om en musik som ikke eksisterede. Han havde en vision om en helt anderledes musik, en vision han i mange år bar på som en hemmelighed. Efter hans mening manglede der noget i den eksisterende musik – han mente at der var behov for at tilføje noget i den verden, der er så fuld af musik.
Med komponistens egne ord:
“Jeg havde fornemmelsen af, at der i musikken var et potentiale, som var uudforsket og helt igennem fantastisk. Jeg havde altså tidligt en forestilling om en helt anden musik, en musik hvor hver tone egentlig var en del af mange melodier. Altså at alle tonerne i en stor uendelig helhed på en måde ville danne én melodi. Alle melodier udgik i virkeligheden fra den samme kæmpe strøm, som var en slags illusion om en linie, der egentlig bare var et punkt, der hele tiden viste nye facetter af sig selv.
Jeg forestillede mig en musik, som blev vævet ud af et sådant tonepunkt, der hele tiden ligesom skifter frekvens. Den vision turde jeg ikke tale om til nogen. Og jeg havde faktisk – med et års mellemrum – haft to natlige drømme, som efterlod mig i en rystet tilstand om morgenen. Jeg ved bare at der var sket noget. Jeg var på et højt bjerg i et hus med dybe karme, ikke noget på væggene, hvide vægge, et enormt lys fra solen og den blå lysende himmel udenfor. Jeg var alene. Der var to rum og jeg var i det ene som var tomt, jeg gik ind i det andet og der stod et stort, sort flygel. Da jeg gik jeg hen mod det vidste jeg, at det var min skæbne.
Man kan jo drømme om hvad som helst, derfor siger drømmen ikke noget i sig selv når jeg fortæller den, men det var skæret i den drøm. Det havde at gøre med nogle supernaturelle farver og lyset i den – det havde intet med en normal drøm at gøre. Det var som en slags skærebrænder. Jeg var 14 år gammel. Året efter kom drømmen igen. Fuldstændig uændret. Med rummet, jeg er der – og går ind ved siden af – og der står flyglet. Jeg sværger på at det var fuldstændig som et klip der kommer igen. Ikke alene var skæret lige så stærkt, men en gang til den samme drøm! Så på en eller anden måde har det nok bestyrket mig i at jeg var komponist.”
•
Da Per Nørgård er omkring 17 år beslutter og han for alvor beslutter sig for at gå musikkens vej, kan vi følge et spor, som kan iagttages fra første færd: komponistens har altid bevæget sig på skråplaner, forskellige skråplaner, men altid skråplaner. Lige så snart han har etableret en stilistisk platform, bryder han med det nys etablerede for at finde et nyt skråplan. Det er en del af flertydigheden eller forvirringen om man vil.
Nørgård markerer sig tidligt som skarp kritiker i dags- og fagpressen, og han bliver intellektuel mentor og inspirasjonskilde for yngre komponistgenerationer. Når Nørgård er blevet anerkendt ud over de snævre fagmiljøer, skyldes det ikke mindst en fabelagtig formidlingsevne som underviser og skribent, kombineret med en uregerlig skjælmsk humor. Man tiltrækkes elementært af både mennesket Nørgård og kunstneren Nørgård.
Man kunne foranlediges til at tro at Per Nørgårds mange indsatsområder i musiklivet ville stå i vejen for hans kreativitet som komponist. Men det er en forhastet slutning, for områderne befrugter hinanden. Når Nørgård eksempelvis lod sig inspirere af fraktalernes verden og de nye kaosteorier, forblev det ikke teoretiske sonderinger. Tværtimod forsøgte han at lade erfaringerne smitte af på den musikalske praksis – ideernes verden blev overført til den konkrete verden. Musikerens praktiske håndlag, teoretikerens spekulationer og kunstnerens sjælsrystende dybdeboringer er dybest set en og samme sag hos Per Nørgård.
Et andet vigtigt ord i Nørgårds værkrække er ordet potpourri, som betyder at dele af musikken i virkeligheden er det Adorno kalder gesunkenes Kulturgut. Men potpourri betyder i denne sammenhæng ikke at man skal læse Nørgårds musikalske landskab á la lettre, for da vil det virke som en videreførelse af gamle former. Derimod skal man læse potpourriet som en underskrift, som Nørgårds særlige underskrift i hvert værk.
Interessen for marcher, populærmusik, folkloristiske toner med meget mere hører også hjemme her, inklusive alt mulig flertydig gaga, som bidrager til forvirringen. Nørgård har i en menneskealder været i en evig-kritisk dialog i forhold til traditionen, med potpurriet og om genbrugen fra musikhistoriens store forrådskammer. Komponisten er i bedste forstand musikalsk kleptoman, sådan som Stravinsky udtrykte det: ”Lesser artists borrow, great artists steal”.
Rejsen til fremmede lande og rummeligheden der giver plads til en ung musikstuderende som undertegnede, til skæve eksistenser, til outsidere i bredeste forstand, til børn, til amatører, til mentalt handicappede, til professionelle, til pludselige indfald – dybest set en interesse for mennesker og deres liv – har været i centrumfor Per Nørgård lige siden topkvalitetsfilmen om “Will”.
Forsamlingen tillader at jeg slutter med et sidste beskrivende ord. Hvis jeg kun havde eet beskrivende ord til rådighed ville jeg sige ’rummelighed’. Rummeligheden er i familie med nysgerrigheden og sammen giver de plads til hele tiden at blive forundret, til at møde det fremmede med åbenhed. Per Nørgård er rummelig, grænsende til det naive. Hvis hans kone Helle siger, at der står et uidentificeret flyvende objekt ude i baghaven, går Per Nørgård ud og tjekker. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg husker en nytårsaften, hvor vi stod vi på stranden ved komponisthytten på øren Langeland og Per Nørgård pegede op på himlen og sagde (frit citeret efter hukommelsen): ”Her ser vi så to rejsende UFO’er i parallelbevægelse henover himmellegemet”. Og han så ud som om, han troede på det.
Kære Per Nørgård. Jeg har været så privilegeret at få lov til at følge dig på din kunstneriske rejse siden den 14. august 1985, hvor du samlede den unge studerende op på en landevej i din gule Morris Mascot, altså et bekendtskab som har varet i mere end 30 år. Jeg har haft den ære at bestille flere værker af dig i årenes løb, senest sidste år for Festspillene i Bergen, hvor Bergen Filharmoniske Orkester med solisterne Peter Herresthal (violin) og Jakob Kullberg (cello) uropførte din dobbeltkoncert ”Three Nocturnal Movements”. Flertydigheden var også her intakt, det lykkedes dig at forvirre mig, men som altid forvirrer du og skaper disruptiv innovation på en opløftende måde, så man igen og igen må søge tilbage til musikken og opleve den fra nye sider.
Idag modtager du en af de største og mest prestigiøse priser i den klassiske musikverden, Ernst von Siemens Musikpris. Jeg tillader mig på egne vegne og på vegne af dansk kunstliv at være stolt over at du modtager denne store pris som en anerkendelse af dit kunstneriske skaberværk.
Tillykke Per Nørgård!
© Anders Beyer 2016