Ny milepæl i moderne dansk musikdramatik med Per Nørgårds opera Nuit des Hommes
Af Anders Beyer
Krig som renselse. Krig som erotik. Krig som destruktion. Per Nørgårds femte opera Nuit des Hommes (Menneskenes Nat) inviterer os indenfor i den franske poet Guillaume Apollinaires feberdrøm om den altopslugende verdenskrig.
Efter Poul Ruders’ Tjenerindens Fortælling på Det Kgl. Teater, følger nu den sjælsrystende opsætning af Jacob F. Schokkings og Per Nørgårds opera Nuit des Hommes på Musikteatret Albertslund. Ruders’ og Nørgårds kunst falder sammen i en fælles sag: Med skinger stemmeføring minder de os mennesker om, hvor vi ikke må bevæge os hen. Nuit des Hommes handler om perverteret erotik, om undergangen som sansernes fest, om opløsning, dødsdrift og i sidste instans også om kunstens løsrivelse fra traditionen.
At se krigen som vejen til menneskehedens frelse, er ikke et synspunkt, som er forbeholdt specielt fanatiske gemytter. Holdningen findes i de nobleste familier. Inden for musikkens lilleverden kan man f.eks. udstille Winifred Wagner på scenen som krigs- og skamstøtte. Nuit des Hommes gennemlever den perverterede fascination af krig – en bestemt krig: Første Verdenskrig.
Guillaume Apollinaire-tekster giver en indgang til realiseringen af det vanvid, der brød ud i 1914. Vi taler om det inferno, som Wiens journalistiske samvittighed, kritikeren og redaktøren af Die Fackel, Karl Kraus, kaldte ’generalprøve på verdens undergang’. Apollinaire er ikke en føljeton-forfatter, der fortæller om sidste nyt fra vestfronten. Han er vild, poetisk og billedskabende i gengivelsen af krigens forskellige virkeligheder – også de psykologiske.
Det er tydeligt, at Per Nørgård har ønsket at gå tilbage til det ’sted’, hvor kæden ryger af, dér hvor det hele skrider. Hans mål er at overskride en grænse, nå derud, hvor det ikke længere er muligt at vende tilbage. Vi befinder os med andre ord i en vanvittig verden, som man kun kan forstå ved at gå tilbage, tilbage til det mentale rum, hvor ideerne fødes.
Første Verdenskrig blev et monster, der hærgede jorden, med krigskorrespondenter og fly, der kaster bomber. Man havde ikke ventet, at krigen skulle blive så rædselsfuld, men regnet med, at den skulle sluttes efter nogle få slag.
Den erotiske krig
To mennesker står og lytter til et militærorkester. Dette orkester skaber drømme og forestillinger, fordi der er melodier, der vækker bestemte følelser. Musikken vækker minder om en kind, der rødmede. Den rødmen fører ind i en indre verden, sanselighedens verden. Den har ingen tid, den behøver ikke at være overstået på et minut.
Schokking og Nørgård går på opdagelse i denne verden, de to menneskers erotiske verden, mens de to står og lytter på et militærorkester. Tid og rum blandes som kroppene gør det. De skilles og manden kører ud med et hamrende tog – med et lokomotivs voldsomme lyde synger de to oven i hinanden. Det grænseoverskridende sker i historien og det sker på scenen gennem realiseringen af krigsdigtene. Apollinaires surrealistiske verden trænger igennem, også hos operaens to skabere, der klipper små brudstykker ud af teksten, så meningen kun gradvist vokser frem af stykket.
Alice, kvinden i stykket, er krigskorrespondent. Måske den første kvindelige krigskorrespondent: Alice Chalek. Karl Kraus gør hende berømt ved ondskabsfuldt at citere hende. Det er en begejstret kvinde, som beretter om folk, der frigør menneskehedens store idealer i krigen. Det er skrækindjagende at opleve Alices manifeste holdninger i denne teatralske sammenhæng, fordi hun samtidig har været et menneske som alle os andre og altså ikke noget uhyre.
Emnet taget i betragtning kan man godt forstå, at Nørgård lader slagtøjsvennen, Gert Sørensen, gå amok i sit Space Invaders-program. Der er bomber, flylyde, lyseffekter og glidetoner til den helt store luftalarm. Hvilket ikke kun virker som om Jens Lyn er på farten. Det giver forestillingen en ekstra dimension.
For komponisten må det nærmest være en ubehagelig mindelse om dengang han boede lige ved siden af Den Franske Skole, der blev bombet i den næste store krig. Som komponisten engang sagde: ”Granatchok har jeg den største respekt for. Jeg fik rystefeber de to første år efter krigen, når jeg hørte et fly.”
Soldaten Wilhelm er en soldat, men han kan også være Apollinaire, som også hed Wilhelm Apollinaris de Kostrowitsky. Apollinaire havde selv en betydelig fascination for krigen, samtidig med at han afskyede den.
Vellykket hybrid
Hermed kan vi sige noget om, hvad det er for en type ’motor’, der sætter Nørgård i stand til at levendegøre en opera-idé: Det må handle om mennesker. Selv Gilgamesh er for Nørgård et menneske, selv om han er en mytisk figur. Wölfli og Siddharta er mennesker. Hvis de ikke havde været det, havde Nørgård haft problemer, fordi han øjensynlig behøver personer med små særheder.
I Nuit des Hommes har Nørgård, for at opnå denne ’menneskelighed’, tolket eller uddestilleret personligheder i figurerne Alice og Wilhelm, der er ladt inde i deres mareridts vold. Det at der findes rigtige personer med bestemte karakterer, udelukker, at vi opfatter stykket og aktørerne som spillere i en drømmeverden. Resultatet af denne måde at iscenesætte på, er, at stykket opleves både fjernt – næsten psykedelisk flippet – og ekstremt nærværende på samme tid.
Jacob Schokking leger med grafikken, så vi også bombarderes med teksterne, der er projiceret op på bagvæggen. I det hele taget markerer operaen et opgør med det traditionelle kukkasseteater. Nuit des Hommes er æstetisk set en af de mest vellykkede hybridformer, længe set i dansk musikdramatik. Ikke mindst fordi dirigenten Kaare Hansen er en medskabende musiker med styr på partituret.
1996-opsætningen af Nuit des Hommes var fremragende. 2000-versionen endnu bedre. Det skyldes først og fremmest Helene Gjerris, som man efterhånden kan tillade sig at forvente det exceptionelle af. For Helge Rønnings vedkommende, er rollen som Wilhelm et gennembrud inden for ny musik. De to fortjener mere omtale end denne anmeldelses rammer.
*Per Nørgård og Jacob Schokking: Nuit des Hommes. Musikteatret Albertslund. Produceret af Holland House.
© Anders Beyer 2000
Artiklen blev publiceret i Dagbladet Information den 14. marts 2000.