Mørke over Wagner

Per Nørgård om forholdet mellem Wagner og Hitler

Af Anders Beyer

Forholdet mellem kunst og virkelighed har ikke kun en akademisk interesse for komponisten Per Nørgård. I forholdet Wagner-Hitler bliver sagen sat i et usædvanligt perspektiv i og med, at en diktator forsøger at få virkeligheden til at se ud som kunstværket.

Hitlers passionerede forhold til Wagners musik og de varme relationer til Bayreuth Festspillene og Wagner-familien, er velbeskrevet, og alligevel dukker nye facts op og udgør brikker i et magtspil, hvor kunsten viser sig at være ansatspunkt for det politiske fremstød.

Per Nørgård er en af de få i Danmark, som har læst litteraturen om Wagner og Hitler. For en komponist er det vigtigt at finde ud af, om der er et virkelighedskorrellat i det, man laver, som kunne udbygges til en form for verdensforklaring, siger Nørgård. Han fortsætter:

»Viljen til at bygge en stat op fra oven på en storslået festlig måde, hvor de mørke pletter er udryddet, det var Hitlers grundforestilling, da han som ludfattig teenager gik rundt i Wien. Han blev her betaget af den Wagner, der i sine musikdramaer viser modellen for et fantastisk samfund, hvor teutonerne, de ariske overmennesker, kommer til at styre verden.«

Hitler havde – ud over fra Wagner – fået sine ideer fra de to antisemitiske filosoffer Gobineau og Chamberlain, som begge havde Wagner som deres idol. Flere hævder at Chamberlain var den åndelige fader til Det Tredie Rige. Han giftede sig som 63-årig med Wagners datter, Eva Wagner, og slog sig ned tæt ved Wahnfried, hvor han kunne være tæt på sin kones moder, Cosima.

Historisk perspektiv

I bogen The Rise and Fall of the Third Reich af William L. Shirer, hævdes det, at Hitler ofte skal have sagt: »Den der vil forstå det Nationalsocialistiske Parti må forstå Wagner.« De heroiske myter hos Wagner spillede en vigtig rolle for Hitler.
Per Nørgård forklarer med det historiske perspektiv:

»Mit spørgsmål til dette er: Hvad kan vi overhovedet tillade os at høre på af musik, når vi f.eks. tænker på hvordan kristendommen har banet vejen for den mest modbydelige udrensning af andre folk? Vi skal have historien i det perspektiv, at vi mennesker er nogle svin, når vi får magten.«

»I den kristne kirke glorificeres en vis del af menneskeheden, mens resten fordømmes til helvede. Kan vi så bruge kirkens musik? Vi synes jo at Monteverdi og Bach er fantastiske. Man kan heller ikke forestille sig Vestens musik uden Wagner. Lad os se det i øjnene: Han er mere gennemgribende og nyskabende end de fleste andre komponister, Beethoven inklusive.«

»Derfor er spørgsmålet både absurd og relevant. Skal vi skamme os over, at vi dyrker denne musik? I forbindelse med den øjeblikkelige hændelse ved Barenboims koncert vil jeg sige: Når det gælder det personlige sår ved at ens familie har været ramt af Holocaust, da har jeg forståelse for, at disse mennesker forlader salen. Men jeg har også forståelse for dem, der bliver siddende, for hvor længe skal du være om at finde ud af, om du kan holde det ud eller ej?«

– Vi plejer jo at glemme mennesket bag musikken og nyde den uanset dens eventuelle ’mørke’ tilblivelse. Men Boulez har jo netop peget på, at i tilfældet Wagner vil vi næppe nogensinde glemme biografien.

»Det er en komponist, hvor man altid vil sige, at der er et ’mørke’ omkring hans skabende virke. Han var geniet, der kunne skrive Den Flyvende Hollænder under elendige forhold i Paris. Hvad får denne geniale kunstner til at have så modbydelige sider? Kan man acceptere det, hvis man siger, at det hører med til hans kunstneriske tolkning af sin verden? Han var jo selv en slags revolutionær, men siden omgikkes han konger.«

»Det er som om, Wagner ikke har styr på forholdet til virkeligheden. Hans essays er udtryk for en enestående megalomani, storhedsvanvid. Det kommer til udtryk i konen, Cosimas dagbøger, hvor hun som beundrer noterer hver eneste bemærkning af Wagner. Alt skal på papiret, selv det mest banale ordspil får en kommentar. At være omgivet af spytslikkere på den måde må selvfølgelig også fordreje ens hoved.«

»Pas på ikke at gøre Wagner eneskyldig. Det var noget, der lå i tiden: Man dyrkede nationalismen. Efter Wienerkongressen begyndte de enkelte nationers ’sådanhed’ at betyde noget. I den forbindelse følger Wagner den almindelige opfattelse af, at jøderne jo ingen nation har. Det er logik. Så har de jo heller ingen musik. Man gik ud fra, at musikken udspringer af et folk og en nation.«

Fremtidens værk

Wagner skrev om Jødedommen i musikken, men desværre ikke kun det. Han tog den fulde konsekvens og sagde, at jødedommen i musikken var alle tings opløsning. Men han gik endnu videre, forklarer Per Nørgård, der har studeret bogen Hitlers Wagner, skrevet af Joachim Köhler:

»I denne bog følger forfatteren Wagners og Hitlers skæbner fra år til år. Han afslører, at de har samme tanker. Wagner skrev en artikel, der hedder Das Werk des Werkes der Zukunft – Fremtidens kunstværks arbejde. Det er gyselig læsning, for der står, at når fremtidens kunstværk en gang er etableret på scenen, så gælder det om at få disse ting ud i samfundet. Her træder Hitler ind og siger: ’Det skal jeg ordne’.«

»Det, der var det forfærdelige i Nazi-regimet, var foreningen af den sorteste umenneskelighed med den højeste videnskabelige præcision og perfektion. Holocaust som teknik: Det er sin sag at få udryddet 10.000 ungarske jøder om dagen! Det kræver logistik og stor koordineringsevne.«

»Dette at opleve, at det hele er som et insektarium: Alting er styret af ikke-mennesker gør, at jeg kan forstå de ofre, som siger: Alt som udspringer af denne tankegang kan ikke have noget godt i sig. Vi der ikke har været ofre i krigen må tage stilling til, om vi fortsat vil eksistere som mennesker. Hvis vi vil det, må vi også acceptere at kunsten er der, og kunsten kan både nære og ernære sig af de mest urene kilder og stinkende møddinger.«

First we take Europe

Hitlers fascination af Wagners musik er velkendt. Beundringen var så dyb, at Hitler kunne alle Wagners værker udenad. Diktatorens totale realisering af Wagners verden, kan man læse om i bogen Wenn Hitler den Krieg gewonnen hätte. Die Pläne der Nazis nach dem Endsieg, af Ralph Giordano. Bogen går i detaljer med, hvordan verdenserobringen skulle foregå. De fleste troede Hitler ville være tilfreds med Europa, men der var i virkeligheden tre faser, hvor den tredje fase var erobringen af USA. Vejen og viljen til sejr gik gennem Wagners værk, men også gennem franskmanden Gobineau, siger Nørgård:

»Wagners antisemitisme går gennem Gobineau, der lader arven gå videre til Chamberlain, som rendyrker antisemitismen teoretisk og opstiller teorien om de rene racer. Hans skrifter var meget udbredt og accepteret, og Hitler var ikke ene om at værdsætte Chamberlains teorier.«

»Tyskerne troede på Hitlers vision om Tyskland genrejst efter ’dolkestødet’ i 1918 i Versailles. Hitler kom i kontakt med Nazistpartiet i 1919 og han var i Bayreuth allerede i 1922. For Hitler var det den største lykke at være til Baureuth Festspillene. Når Festspilugen var slut, udtalte han, at han var dybt deprimeret.«

»I Wien som ung var han ludfattig, prøvede at komme ind på akademiet for at studere kunst, men blev afvist et par gange. Han ernærede sig ved at male postkort, og brugte alle sine penge på at se Wagners værker. Han var så besat af Wagner, at han lærte alle operaerne. Han var i stand til at korrigere den mindste regi-ændring som havde fundet sted i forhold til forlægget.«

»Da min familie hørte Hitlers stemme i radioen i 1930erne og 1940erne og fik fortalt, at denne mand regerede verden, syntes vi, at manden med råbestemmen var vanvittig. Men tyskerne blev fascineret af ham. Råbestemmen var knyttet til bestemte temaer. Husk at Dolkestødslegenden om nederlaget fra 1918, det er jo Siegfried (som kun kunne slås ihjel, hvis han blev stukket ned bagfra, red.) fra Wagners Ringen. Hitler havde sine metaforer fra Wagner. Detaljer i Hitlers Tredie Rige korresponderer med detaljer i Wagners operaer.«

Ølkuppet

Det ville være nærliggende, hvis Hitler så sig selv som Siegfried. Men i begyndelse troede Hitler, at han skulle være en, der pegede på den kommende leder. Men da Chamberlain peger på ham som den kommende Siegfried, fikseres Hitlers selvoverbevisning. Wagner havde selv peget på, at Ludwig af Bayern skulle være den nye Siegfried. Wagner skrev kvalmende breve til Ludwig om at han skulle gøre noget aktivt. Wagners opfordring bliver fulgt op af Chamberlain, der vil gøre Kejser Wilhelm II til den nye Siegfried, og sender sin nye bog om det nye rige til kejseren. De to bliver gode venner. Men også kejseren skuffer og 1. Verdenskrig bliver en katastrofe. Så ser Chamberlain Hitler og siger til ham, at han er den nye Siegfried.«

På det tidspunkt er Chamberlain gift med Wagners datter Eva og Hitler nærmest indlemmet i den Wagnerske familie i Bayreuth. Familien er Hitlers tro støtter:

»Bayreuth-kredsen er med til at støtte Hitlers kup i München i ølhallen. Hitler trængte ind i ølhallen, affyrede et skud i loftet og proklamerede det nye rige. De gemytlige mennesker hyldede ham og sagde, at han havde vundet, men da han næste dag skulle op til rådhuset, gik det galt: Ved det første hjørne mødte politiet op, og Hitler flygtede. Göring blev ved den lejlighed såret og kom på hospitalet. Regningen for hospitalsopholdet blev betalt af Wagners enke Cosima, der var leder af Bayreuth-klanen.«

»Hitler kom i fængsel i forbindelse med kuppet. Her fandt han ud af, at han kunne benytte sine taleevner til propaganda i retssalen. Da han kom ud, blev han nærmest hyldet og fik sin egen bil. Allerede dengang var han kendt som den underlige bilist, der ikke kunne acceptere, at der var nogen foran ham!«

At mærke løgnen

Grunden til at Nørgård har beskæftiget sig med temaer omkring totalitære statssystemer er, at det har optaget komponisten i flere værker:

»Jeg har været konfronteret med totalitære regimer lige siden min barndom. Min oplevelse af Sovjetunionen som Mørkets Imperium havde jeg haft siden de tidlige teenagerår. Selve emnet om den perfekte stat, skabt fra oven, som man ikke kan acceptere, hvis den viser sig at være rådden, der fandt jeg et fantastisk motiv i den unge Buddha, prins Siddharta. Han voksede op i et rige, som kongen havde omskabt med henblik på, at sønnen skulle blive den nye hersker. Men det blev spået, at hvis Siddhartas sind skulle blive vågen for livets lidelser, så ville han forlade slottet. Derfor gjaldt det om at lave verden om til en lykkestat. Det handler mit værk Siddharta om. Det er denne lykkestat, Siddharta gennemskuer. Da det sker, forlader han slottet, som skal ødelægges fordi den er bygget på en løgn.«

»Hele den tematik var vigtig for mig, ikke mindst fordi Khrusjtjóv efter afsløringerne af Stalin-tidens modbydeligheder i 1957 tillod, at urimelighederne fortsatte. Det var dybt skuffende. Det var vigtigt for mig at finde ud af, hvordan man gennemskuer løgnen. Da var Siddharta så at sige mit redskab: Det begavede, følsomme menneske mærker bare, at der er noget galt.«

© Anders Beyer 2001

Denne artikel blev publiceret i Dagbladet Information den 17. juli 2001.