Optegnelser til Per Nørgårds 6. Symfoni
Af Anders Beyer
6. Symfoni med undertitlen ”… når alt kommer til alt”. Organisk princip i tre passager. Opfattelighed – ’det nussede men dog tydelige’. Komponisten botaniserer i nye forvandlende opdagelser. Faldet er en symbolsk figur, som den har været det siden 3. Symfoni. Ny mangfoldighed af muligheder. Fugleagtige flokdannelser udsat for symfoniorkester. Strygere beskriver ét stort ritardando. Noget kommer igen – en ritornel – hver gang med store konsekvenser for det videre forløb. Uendelighedsforgrening (UFO) – rumlige optrin i et stort anlagt fletværk.
”Jeg havde tidligt en forestilling om en helt anden musik. En musik hvor hver tone egentlig var en del af mange melodier. Altså at alle tonerne i en stor uendelig helhed på en måde ville danne én melodi. Alle melodier udgik i virkeligheden fra den samme kæmpe strøm, som var en slags illusion om en linje, der egentlig bare var et punkt, der hele tiden viste nye facetter af sig selv.
Jeg forestillede mig en musik, som blev vævet ud af et sådant tonepunkt, der hele tiden ligesom skifter frekvens. Den vision turde jeg ikke tale om til nogen. Og jeg havde faktisk – med to års mellemrum – haft to natlige drømme, som efterlod mig i en rystet tilstand om morgenen. Jeg ved bare, at der var sket noget. Jeg var på et højt bjerg i et hus, faktisk et Jørgen Utzon-hus (dengang kendte jeg ikke Utzons huse, men huset mindede om det, du beskriver fra dengang du opholdt dig i Utzons hus på Mallorca):
Dybe karme, ikke noget på væggene, hvide vægge, et enormt lys fra solen og den blå lysende himmel udenfor. Jeg var alene. Der var to rum og jeg var i det ene som var tomt, jeg gik ind i det andet og der stod et stort sort flygel. Da jeg så gik hen mod det vidste jeg, at det var min skæbne … og så slut. Man kan jo drømme om hvad som helst, derfor siger den ikke noget, når jeg fortæller den, men det var skæret i den drøm. Det var med nogle supernaturelle farver og lyset i den – det havde intet med en normal drøm at gøre.
Det var som en slags skærebrænder. Jeg var 14 år gammel. Året efter kom drømmen igen. Fuldstændig uændret. Med rummet, jeg er der – og går ind ved siden af – og der står flyglet. Jeg sværger på, at det var fuldstændig som et klip, der kommer igen. Ikke alene var skæret lige så stærkt, men en gang til den samme drøm! Så på en eller anden måde har det nok bestyrket mig i, at jeg var komponist.”
2. passage – basverdenen har altid været en forsømt verden. Basområdet har en egen forreven smerte over sig – kontrabasklarinet, bastrompet, kontrabasbasun og kontrabastuba. Billedskabende klangfantasi. C-dur fantasi – An die ferne Geliebte? Dér var ritornellet igen. ’Passage’ er bedre end ’sats’ fordi sats inddeler noget, en passage hos Nørgård er noget strømmende. Romanagtig form: hovedpersoner/-motiver bliver bipersoner og bipersoner bliver hovedpersoner. Hvordan komme videre? Trompetmotiv bliver redning. Er Holmboes udviklingslære også dabei?
”Holmboes måde at tænke musik på, troede jeg på i det øjeblik jeg begyndte at studere hos ham. Han påvirkede mig kolossalt. Og helt uafhængig af mandens kompositoriske status så var det et chok for en nørrebrodreng som mig – manufakturhandlerens søn – at komme til et miljø som Vagns og Metas. Både i deres hjem i Holstebrogade men selvfølgelig især i Ramløse, hvor der er en helt anden natur end ved mine forældres Greve Strand, som decideret er de småhandlendes Bellevue.
Hele Køge Landevej er jo en slags Klondyke. Det var det også dengang. Hele manufakturhandler-verdenen respekterer jeg dybt, der er ikke gnist af ironi i min udtalelse, tværtimod: Jo mere jeg er kommet på afstand af mine forældres liv jo mere beundrer jeg det, de har gennemført. Men dengang var det vældig tæt på mig, og det var ikke mit liv. Det måtte jeg holde fast ved. ’I skal ikke prøve at bestemme over mit liv’. Det rørte de heller ikke ved, de accepterede, at jeg lavede mine tegninger, og det gik nogenlunde i skolen. Men så at møde Holmboes miljø, Ramløse og den storslåede natur omkring Arresø, det påvirkede mig kolossalt meget. Det var som at komme hjem på en måde. Hjem til sig selv. Til det man har haft indvendigt.”
3. passage har drive, musikken er fremadrettet. Den evige skråplanskomponist må sige farvel til det ordentlige. Stopklange. Musikken må bremses. Nu skal du ikke komme for godt i gang! Skråplanet har været forvirrende for lyttere og det har også været en magnetisk tiltrækningskraft. Om debutkoncerten den 17. januar 1956: ”Gådefuldt uklart”, skrev Walther Zacharias. ”Mange toner som øret ikke kunne finde rede på”, skrev Jörgen Jersild. ”Den unge komponist har i hvert fald sikret sig, at hans næste værk dårligt kan føre bagud”, skrev Poul Rovsing Olsen. Den eneste, der virkelig skrev, at der var noget usædvanligt på færde, var Frede Schandorff Petersen i Politiken: ”Det tænkte og det følte dominerer over det, der egentlig siges i toner. Det er, som om man hele tiden skal underforstaa en mening, der ikke umiddelbart lyser ud af det kompositoriske, ud af tonernes eget liv.”
”Jeg rejste til Paris og studerede hos Nadia Boulanger, men – idiot som jeg var – supplerede jeg ikke min undervisning med Messiaens instrumentationslære. Jeg gik dog til Domaine Musicale-koncerterne, men jeg foragtede hele overfladeshowet med pelsklædte damer med solbriller der omfavnede hinanden. Boulez var der også. Det kvalmede mig – husk på at jeg var den sunde nordiske dreng! Så da Nadia sagde: ’Mr. Norgard, you have a very narrow horizon,’ blev jeg dybt såret, men jeg kunne siden se, at hun havde uendelig meget ret. Men miljøet var fremmed for mig. At høre pianisten David Tudor banke under flygelet, kunne egentlig ikke vække andet end et skuldertræk hos mig. Det var en fuldkommen forkert periode i forhold til mig.
Paris blev anset for at være et centrum, senere fik vi som bekendt udvidet vores synsfelt, idet vi i dag ikke har en central verden, men opererer med multicentre: Norden er i dag et lige så godt centrum som Paris eller Wien. Man kan ikke sige at det, der foregår i Paris, er finere end det, der foregår i Norden, selvom om de stadig opfører sig sådan dernede i byernes by. Nu ved vi også så meget om Wien omkring århundredeskiftet: Det var virkelig råddenskabens by frem for nogen. Den fantastiske musik, Arnold Schönberg udvikler, er beundringsværdig i sin radikalitet og i sin afstandtagen fra kejsermusikken, der omgav ham på alle leder og kanter, men det var jo ikke Københavns situation. Hvorfor skulle København pludselig lave Schönberg-musik på den tid? Det havde været helt absurd. Carl Nielsens reaktion var jo sådan set den mest radikalt tænkelige på det tidspunkt, såvel som Sibelius’ reaktion i Finland var det. Hvorfor skulle man ligesom kun indstille sig på tankegangen ét sted i Europa, som senere viser sig at være ’Forsøgsstation for verdens undergang’, som Karl Kraus formulerede det om situationen i Wien.”
Finale? Systemer. Nørgård er en systemernes mand, men der puttes grus i maskineriet. Med vilje. Det skaber interferens. 3. passage: Bas-styrt. Kontraster. Måske en samba? Det slutter med en helt ny verden i messing. Er det begyndelsen på en ny verden? 7. Symfoni?
”Man kan sige det meget enkelt: Jeg ønsker flertydighed. Jeg har fundet et okay-word om denne, som jeg benytter i alle sammenhænge, fordi jeg har ikke fundet noget bedre: Interferens. Interferens eller flertydighed i videste forstand. Det dukkede allerede op hos mig da jeg som barn lavede mine Tecnis (komponistens hjemmelavede tegneserie med musikledsagelse, red.). Jeg kan huske at jeg fandt den formulering, som jeg fik min bror til at sværge, var vores mål i livet: At forvirre flest muligt mest muligt. Dengang var det med vores Tecnis. Min bror lavede teksterne og jeg lavede tegningerne og musikken. Og det forvirrede jo unægteligt vores familiekreds med disse underlige verdener. Også i min private omgang med folk var happenings en selvfølgelig ting af mit liv – før happenings eksisterede. Det er igen flertydigheden. At bringe et andet syn ind i noget som man tror, man forstår. Det mener jeg stadigvæk er mit projekt. Mit projekt har aldrig været at lave løse og svømmende former. Jeg har aldrig været tiltrukket af f.eks. impressionismen, men snarere af meget præcise former som modsiger hinanden, og begge to er lige tvingende nødvendige!”
© Anders Beyer 2000
*Nørgård-citaterne er hentet fra artiklen Per Nørgård. A Composer on inclined planes, i Anders Beyers bog The Voice of Music. Conversations with composers of our time. Ashgate Publishing, London.